En lille hospitals-update

by Maria

En lille hospitals-update!

Instagram er blevet en stor del af min hverdag og mit arbejdsliv. På min profil deler jeg ud af stort og småt. Men det har hele tiden været meget vigtigt for mig, at skelne mellem det private og personlige. Selvom mange der følger med på min profil oplever mig “tæt på” og måske føler at de kender mig en smule – så er der stadig virkelig meget i mit privatliv som jeg ikke deler.

Det er vigtigt for mig ikke at “hænge” min familie ud og ikke at dele sager som kan gå ud over dem eller går over deres grænser.

Alligevel er en del af det jeg laver og deler i hverdagen på min profil også en del af mine omgivelser. Altså hvem jeg omgives – også fra min elskede familie.

De sidste tre uger har været hektiske og hele vores hverdag blev vendt ret meget på hovedet. Og en del mere trist end vi lige havde set komme.

Derfor vil jeg gerne dele et par ord om min mormor, som for nogle uger siden blev alvorligt syg. (Selve sygdommen føler jeg ikke nødvendig at komme nærmere ind på). Det har påvirket hele vores familie utrolig meget. Vi er tætte og vi er alle vokset op med, at man selvfølgelig er der for hinanden. Hvilket er en kæmpe gave. Specielt i denne tid.

Lige siden det startede, har vi skiftevis været hos hende på hospitalet. Det har været vigtigt for os, at hun ikke var alene og personalet på hospitalet, vil aldrig kunne give den omsorg og kærlighed, som ens familie kan give.

Hele det her hospitals forløb har været helt forfærdeligt. Det er en hel historie for sig. Fejl på fejl – sjusk på sjusk. Det har simpelthen været forfærdeligt og det er skræmmende at man som pårørende ikke stoler på de kompetente mennesker. Jeg har flere gange overvejet at dele ud. Fordi min forargelse og vrede over det her sundhedssystem har været så kæmpe stor. Jeg taler ikke om enkeltpersoner, for alle gør sit bedste. MEN! Det det er ikke nødvendigt at komme nærmere ind på det nu.

Jeg lever i dag af at være selvstændig. Lave samarbejdsaftaler og hvad jeg nu ellers finder på af spændende projekter. Jeg elsker mit arbejde og jeg har aldrig fundet mig bedre tilrette i noget andet jeg har lavet, end som jeg gør nu.

I denne tid har det været meget svært. For selvom det er dejligt at kunne hive et par dage ud af kalenderen, uden arbejde og uden en arbejdsplads der stiller spørgsmål – så kan det være lidt af en udfordring når nu jeg er selvstændig. Der er altså kun mig til at lave mine arbejdsopgaver og hvis de ikke bliver gjort, så er der ingen løn til mig.

Jeg har været super heldig at både mit forlag der laver min kommende kogebog og de samarbejdspartnere jeg har haft i den seneste tid, har været så forstående. Det er virkelig dejligt men vi har jo stadig alle deadlines som skal overholdes og en større kunde i den anden ende med nogle forventinger til opgaven.

Hvis ikke jeg kan “levere” så findes der helt sikkert en anden til den næste opgave.

Derfor har jeg skulle finde ud af at navigere imellem de aftaler jeg har, som jeg virkelig gerne vil arbejde med og samtidig at være utrolig ked af den situation min mormor er i.

Min mormor betyder utrolig meget for mig. Hun er en af de allervigtigste mennesker i mit liv. Jeg er opvokset uden min far i hverdagen, i min barndom. Min mormor og morfar var min “anden forælder”. Der hvor jeg blev passet, hvor jeg brugte utrolig meget tid – både med og uden min mor. Min mormor er hende jeg altid har talt med om stort og småt.

Den slags mormor-kærlighed kan slet ikke beskrives med ord. Mit hjerte har smertet på allerværste vis de sidste uger og jeg vil allerhelst være ved hende hver eneste dag. Der findes intet værre end at se dem man elsker have det så skidt.

Nu er der gået nogle uger og jeg har lovet mig selv at holde fast i de gode ting i hverdagen. Jeg synes det har været svært, at måtte have det godt når min mormor havde det så skidt. Men mit liv skal jo fortsætte. Jeg har en hverdag, en datter, et arbejde og meget andet som også skal passes.

Når jeg nu har valgt at min hverdag også handler om at dele ud på de sociale medier, så har det være svært at finde en balance mellem at være ked af det og samtidig gerne vil dele ud af det som ikke er så trist. Det har været lidt af en prøve.

Husk på, at lige meget hvad du ser på de sociale medier – så er det glimt af virkeligheden. Så selvom jeg deler en masse hyggestunder og glæde, så kan noget bagved stadig gøre ondt og være svært.

Til slut vil jeg sige til alle jer der har skrevet til mig, at jeg beklager at jeg har været langsom til at svare. Jeg kommer stærkt igen! Ikke bare fordi jeg føler at jeg skal men fordi jeg også har lyst.

//Maria

Leave a Comment