Madplan uge 45

by Maria
Madplan uge 45

Madplan uge 45.

Så er denne uges madplan uge 45 klar. Der er bl.a. en skøn suppe, rødspættefilet og rispapirsruller på menuen. Nogle gode favoritter hos os!

I denne uge er det Mortensaften. Det er nok meget blandet om sådan en aften “fejres” rundt omkring. I følge traditionen spises der andesteg. Faktisk helt oprindeligt gåsesteg. Men de fleste spiser nok and.

Man kan jo sige at det kan være en god generalprøve på middagen til jul, for det er stort set det samme som serveres!

Får I gæster denne dag, så kan jeg da også anbefale at lave denne lækre gammeldags æblekage til dessert.

Der er sat en maddag af til at bruge resterne fra andekødet. Man kan denne dag, for eksempel også lave et andebryst og servere til en god salat. Andebryst tager ikke så lang tid at tilberede på panden.

Jeg håber at du vil finde lidt inspiration.

 Madplan uge 45

Mandag: Blomkålssuppe med sprøde croutoner.

Tirsdag: Pandestegt rødspættefilet med stegt blomkål og kartofler til. Du kan fx lave disse ovnbagte kartoffelbåde.

Onsdag: Langtidsstegt andesteg med brunede kartofler, den bedste andesauce og hjemmelavet rødkål.

Torsdag: Resterne af andekødet plukket i små stykker og vendt i denne rødkålssalat med grønkål og granatæblekerner. Er der flere almindelige kogte kartofler tilbage kan se steges på panden til brasede kartofler. Og gem endelig resterne af saucen også fra dagen før!

Fredag: Rispapirsruller med kylling og denne peanutdip til.

Lørdag: Kødboller i tomatsauce med frisk pasta til.

Søndag: “Alt godt fra køleskabet”.

Jeg laver fortsat en madplan der rækker til de 6 dage. Søndagen er meget ofte en “alt godt fra køleskabet dag”. Det er en god måde at få tømt ud og spise sine rester inden en ny uge begynder. Gad vide om andre også har det på den måde?

Jeg synes det er meget fint at kunne se hvad der er i køleren og “rydde lidt op”, så alt bliver spist.

Ellers så synes jeg faktisk, at sådan en søndag er perfekt til en simreret. Hvor gryden bare står på komfuret i nogle timer imens man kan hygge sig med andre sager.

Du kan se andre madplaner lige her!

Leave a Comment