Mørbradbøffer i rød karry
Her får du en virkelig lækker og nem opskrift på mørbradbøffer i rød karry. Retten har lidt ´kant´ i smagen fra den røde karry men er slet ikke stærk. Når du laver saucen kan du skrue op eller ned for den røde karrypasta som også er dén som afgør, hvor stærk retten bliver.
Det er nemt at lave og kræver ikke længe i køkkenet at tilberede. Vil du gøre det endnu nemmere, så kan du skifte de friske grøntsager ud med en pose frosne grøntsager. Kom de frosne grøntsager direkte i kokosmælken og server retten så snart grøntsagerne er blevet varme.
Retten serveres med kogte ris til men du kan også servere med nudler.
Mørbradbøffer i rød karry
Ingredienser
- 1 mørbrad pudset og skåret i bøffer
- 1 forårsløg snittet
- 1 rødløg i grove stykker
- 100 g sukkerærter snittet
- 1 rød peber i skiver
- ½ tsk salt og lidt peber
- 1½ dåse kokosmælk el. 1 stor og 1 lille
- 2½ tsk rød karrypasta
- 2 tsk fiskesauce
- 1½ tsk sukker
Fremgangsmåde
- Start med at sætte dine ris over.
- Snit alle grøntsagerne og puds mørbraden af for sener og fedt. Skær bøfferne i ca. 1½ tykke stykker og giv dem et tryk med håndfladen.
- Kom kokosmælken på en pande eller i en wok sammen med karrypasta. Lad det koge op og rør i kokosmælken så pastaen bliver opløst deri. Kom sukker og fiskesauce i kokosmælksaucen og lad saucen småsimre.
- På en anden varm pande steges mørbradbøfferne af i lidt olie, ca. 4 minutter på hver side. Drys med salt og peber. Når de er stegt kommes de i kokosmælken.
- Panden tørres af, lidt olie hældes på og grøntsagerne steges af på den varme vande i ca. 4 minutter. Kom så grøntsagerne i kokosmælksaucen, vend det hele sammen og server retten med de kogte ris. Velbekomme!
Der er anvendt fiskesauce i retten. Fiskesaucen er en fast ingrediens i det asiatiske køkken og er meget salt. Derfor er der heller ikke salt i saucen.
Du kan lige her finde mange flere nemme aftensmads retter.