Ovnbagte rodfrugter med timian!
Det skønneste efterårs- og vinter tilbehør til din aftensmad – ovnbagte rodfrugter!
Det er simpelthen så nemt at lave og det er det perfekte tilbehør – om du spiser en bøf, fisk eller er vegetar og måske blot serverer noget godt brød til!
Du kan f.ek. lave en feta creme som du kan dyppe både brød og rodfrugterne i.
Jeg elsker særligt at bruge gulerødder, jordskokker, pastinakker eller persillerod, når jeg laver denne her portion.
Ovnbagte rodfrugter
Ingredienser
- 1 kg rodfrugter (pastinak, persillerod, gulerødder, jordskokker)
- 2 rødløg
- 4 spsk olie
- 1 tsk salt og lidt friskkværnet peber
- 1 håndfuld frisk eller tørret timian stilke
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 190 grader (varmluft).
- Alle rodfrugterne skrælles, skylles og skæres i grove tern.
- Løgene pilles og skæres i grove stykker.
- Det hele kommes på en bageplade med bagepapir og vendes med olie, salt, peber og timian.
- Det bages i ovnen i ca. 30 minutter. Vend i blandingen undervejs. Velbekomme!
Rodfrugter er herlige i årets koldere måneder. De er gode i simreretter, gryderetter, røstier, vafler og meget mere!
Hvis du laver ovnbagte rodfrugter og evt. laver en større portion eller ikke får spist det hele, så kan du gemme rodfrugterne til en god salat dagen efter!
Det er en super nem måde, at bruge de samme madvarer og lave om til en ny lækker ret.
Vend rodfrugterne i sprød salat, drys noget god feta på toppen og en masse krydderurter og så har du en skøn vintersalat med masser af smag!
Mere inspiration til opskriften.
- Kan du lide hvidløg, så kan du komme hele hvidløg med i ovnen. Pil hvidløgene og vend i rodfrugterne, de smager så skønt efter en tur i ovnen!
- Du kan finde mange flere opskrifter i salater, grønt og tilbehør!