Cannelloni med spinat og hytteost.
En nem pastaret med tomatsauce, ost og friske lasagne plader.
Det er en lækker opskrift, hvor alle kan være med. Cannelloni kan laves på mange måder og helt traditionelt er retten store pastarør, som ofte er fyldt med spinat og ricotta. Ricotta er en italiensk ost og jeg går ud fra, at flere og flere kender til den.
Cannelloni med spinat og hytteost
Ingredienser
- 2 mellemstore løg finthakket
- 2 fed hvidløg presset
- 1 dåse hakket tomater
- ½ dl vand
- 2 tsk tørret basilikum
- 2 tsk salt og friskkværnet peber
- evt. 1 tsk. sukker
- Lidt olie til stegning
- 1 pakke friske lasagne plader
- 200 g hytteost gerne 4%
- 1 æg
- 4 store håndfulde frisk spinat
- 1 dl revet parmesan
- 2 håndfulde revet mozarella eller 1 frisk kugle
- Lidt frisk basilikum til toppen
Fremgangsmåde
- Sauter løg og hvidløg i lidt olie, i en opvarmet gryde/kaserolle.
- Når det er blankt kommes halvdelen i en skål og resten bliver i gryden.
- Kom de hakkede tomater i gryden, sammen med vand, basilikum, 1 tsk. salt og lidt friskkværnet peber og lad det simre 15-20 minutter, imens resten laves.
- Skyl spinaten og snit den groft, inden det kommes på en opvarmet pande.
- Panden skal bare være tør og det betyder ikke noget at spinaten er lidt våd, vandet fordamper.
- Når spinaten er faldet sammen, slukkes for blusset.
- Hæld væden fra panden eller kom spinaten i en sigte.
- I skålen med det resterende løg/hvidløg blandes hytteost, æg, parmesan. 1 tsk. salt og lidt peber. Til sidst vendes spinaten i.
- Ovnen tændes på 180 grader (varmluft).
- Kom halvdelen af tomat saucen i bunden af et mellemstort ovnfast fad.
- Kom ca. 1-1 ½ spsk. fyld på hver lasagneplade og rul dem sammen, (har du købt et langt stykke, så skæres de ud i normal lasagneplade størrelse).
- Læg rullerne i fadet en efter en, når de er rullet og med endestykket ned af.
- Når alle rullerne er lavet, hældes resten af tomatsaucen over og rullerne drysses med revet mozarella eller en frisk kugle, der er trevlet fra hinanden.
- Fadet kommes i ovnen i 25 minutter.
- Når fadet er taget ud af ovnen drysses evt. med frisk basilikum. Velbekomme!
De små køkkenhjælpere vil også kunne være med, det vil sikkert være sjovt for dem, at rulle pastapladerne. Næste gang at jeg laver retten, så skal Josefine helt klart være med.
Til rullerne lavede jeg en nem salat med friske spinat blade (resten som ikke kom i blandingen), friske mango tern og saltbagte mandler. Nogle dage må salaten gerne være meget simpel og så længe at der kommer lidt dressing på, så synes jeg, enkelt er rigtig godt. Jeg rørte lidt olie, æble eddike og akacie honning sammen og hældte over salaten.