Lækre enchiladas med oksekød!
Enchiladas lavet af spinatpandekager med en lækker NEM hjemmelavet enchilada sauce! En sauce der virkelig gør meget for smagen i dine mexicanske pandekager med fyld!
Du kan sagtens bruge andet kød end det jeg anbefaler i opskriften – om du skifter oksekødet ud med f.eks. kylling eller en vegetarisk udgave er helt op til dig – men brug endelig saucen, den gør virkelig meget for smagen!
Jeg brugte opskriften på mine spinatpandekager. Vil du gerne gøre det nemmere for dig selv, så kan du sagtens bruge nogle færdiglavet tortilla pandekager.
Enchiladas
Ingredienser
Enchilada sauce
- 1 spsk olie
- ½ chili finthakket
- 1 tsk stødt koriander
- 1 tsk stødt spidskommen
- ½ tsk røget papirka
- ½ løg finthakket
- 1 hvidløg pillet og presset
- 1 tsk salt og lidt
- 1 tsk sukker
- 1 dåse hakkede tomater
Kød
- 400 g hakket oksekød
- 1 spsk olie
- ½ chili finthakket
- 2 hvidløg pillet og presset
- 1 løg finthakket
- 1½ tsk stødt spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- 1 tsk salt og lidt peber
- Saft fra ½ lime
- Majskerner fra en kogt majskolbe
Andet
- Hytteost
- Revet ost
- 8 madpandekager
Fremgangsmåde
Enchilada sauce
- Opvarm en lille gryde med olie. Kom chili, koriander, spidskommen, løg og hvidløg og svits det af.
- Kom de hakkede tomater i gryden og lad saucen simre i ca. 15 minutter.
- Kom salt, peber og sukker i gryden og blend evt. saucen, så den får du en ensartet konsistens og undgår klumperne.
Kød
- Opvarm en pande med olie. Kom chili, koriander, spidskommen, løg og hvidløg på panden og svits det af.
- Kom kødet på panden sammen salt og peber. Kødet steges i ca. 10 minutter og smages til med limesaft og majskernerne vendes i kødet.
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Fold dine pandekager. Kom en spsk. enchilada sauce på pandekagen, derefter 1-2 spsk. hytteost og 2-3 spsk. kød.
- Fold siderne ind på midten og læg dem i et fad med lukningen nedaf. Kom resten af saucen på toppen og drys med revet os (mængde efter eget ønske).
- Bag dem i ovnen i ca. 15 minutter. Velbekomme!
Vi er ret glade for det mexicanske køkken herhjemme. Som så mange andre har vi ofte valgt de store madpandekager og taget forskelligt fyld med ind til bordet. Det er hyggeligt og en nem måde for hele familien at komme det i som man har lyst til.
Vores udfordring er bare, at Josefine ofte ender med at komme ganske få ting i uden at blive “udfordret” i nye krydderier og smage. Så når jeg laver enchiladas – er fyldet bestemt på forhånd og så serverer jeg ekstra grønt ved siden af. Det er en stor succes!