Laks og grøntsager med bulgur!
Her får du opskriften på utrolig nem aftensmad med laks & grøntsager – inspireret af det marokkanske køkken!
Hvis du kender de populære one pot pasta retter, hvor alt er tilberedt i gryden samtidig – vil du nok finde en lighed i denne opskrift. Jeg har nemlig taget udgangspunkt i samme koncept, men her lavet med bulgur og så er gryden udskiftet med en pande!
Det er en virkelig skøn omgang aftensmad, med en masse krydderier, broccoli med bid i og saftig laks på toppen!
Laksen og broccolien bliver dampet – da det lægges ovenpå bulguren og tilberedes samtidig med, at bulguren koges under låg. Jeg kan virkelig anbefale dig at prøve. Det er meget nemt og lækkert!
Drys evt. med frisk chili og en masse frisk koriander på toppen, lige inden servering! Du kan også bruge frisk persille – hvis du ikke er glad for koriander.
Laks og grøntsager
Ingredienser
- 350 g laks i grove tern
- 1 løg finthakket
- 2 fed hvidløg presset
- ½ broccoli i buketter
- 4 dl bulgur
- 1½ tsk stødt spidskommen
- 1½ tsk stødt koriander
- 1 tsk stødt ingefær
- Ca. 1 dl. hakket bredbladet persille
- 1 tsk salt og lidt peber
- 1 grøntsagsbouillon
- 7 dl vand
- 3 spsk citronsaft
- 2 spsk olie
- Evt. 1 fint snittet chili og en masse frisk koriander til toppen
Fremgangsmåde
- Varm varm i din elkedel og hæld 7 dl. vand i en skål og opløs bouillonterningen deri.
- Sauter løg, hvidløg og krydderier af i en dyb og varm pande med olie.
- Kom bulgur og persille på, vend det hele rundt og hæld bouillonvandet på panden.
- Skru ned på middelvarme og fordel laksen og broccolien på toppen. Drys med lidt ekstra salt og peber og kom et låg på panden.
- Tilbered retten i 15 minutter - hold øje med bulguren så den ikke brænder på i bunden. Kom evt. ½ dl. vand på hvis du er bange for at de sidder fast.
- Server retten - gerne bare hele panden på bordet. Det er nemt og hurtigt. Velbekomme!
Vil du tilberede en mere cremet udgave med laks og grøntsager, så kan du undlade lidt af vandet og istedet tilsætte samme mængde i madlavningsfløde!
Jeg kan anbefale dig, at lave en let syrlig dressing til. Du kan f.eks. røre græsk yoghurt med lidt citronsaft, hakket mynte, salt og peber og halve skiver af frisk agurk. Fjern det våde i midten på agurken, så din dressing ikke bliver for våd! Smag dressingen til, så den bliver lige som du ønsker..