Varme hveder

Varme hveder.

Her kan du få den bedste opskrift på bløde varme hveder, som du kan nyde til Store Bededag. De hjemmebagte hveder bliver også kaldt for hvedeknopper.

Jeg har også lavet en udgave på lækre og bløde fuldkornshveder.

Hvederne her er helt klassiske lyse boller med kardemomme. I dejen er der lidt smør og sukker og det giver de skønneste bløde boller.

Nyd dem nybagte som de er eller server dem dagen efter, ristet med smør på.

Varme hveder

Lækre bløde hveder til store bededag.
Forberedelses tid: 20 minutter
8 hveder
Frysegnet: Ja
Holdbarhed: 2-3 dage

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 20 g gær
  • 1 æg
  • 380 g hvedemel
  • 35 g sukker
  • 50 g blødt smør
  • 1 tsk kardemomme
  • 4 g salt
  • mælk til pensling

Fremgangsmåde

  • Lun mælken til det er "fingervarmt".
  • Opløs gæren i det lune mælk og tilsæt derefter ægget.
  • Bland resten af ingredienserne i og ælt på røremaskine i 5 minutter.
  • Dejen skal slippe kanterne.
  • Lad dejen hæve tildækket 30 minutter.
  • Del dejen op i 8 lige store stykker og form til boller.
  • De skal veje ca. 90 g. pr. styk.
  • Kom bollerne i en bradepande med bagepapir.
  • Bollerne lægges med ca. 3 cm. mellemrum.
  • Stil bradepanden tildækket til at efterhæve i 1 time.
  • Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
  • Pensel bollerne med mælk og bag dem i 22 minutter.
  • Lad hvederne afkøle på en bagerist. Velbekomme!
Udskriv
Del din mad med mig på InstagramBrug @madogkaerlighed eller #madogkærlighed
Mere inspiration til varme hveder.
  • Det kan anbefales at lave dobbeltportion af opskriften og fylde en stor bageplade med hvederne. Så har du til mange flere.
  • Du kan sagtens fryse dem ned, hvis du ikke når at få dem alle spist.
  • De smager rigtig godt lune, når du lige har taget de hjemmebagte hveder ud af ovnen. Du kan dog også riste dem, hvis de er kølet af. Så bliver de lune, smørret kan smelte, samt får en skøn sprød skorpe.

 

Varme hveder

 

Hvorfor får vi varme hveder?

Det er en tradition som leder os tilbage til slutningen af 1700-tallet. Dengang var det langt fra alle, der kunne spise hvidt brød, og det var kun de fine i samfundet, der fik det. Normalt spiste man det også kun på dage, hvor der skulle være lidt ekstra fest.

Dengang var selve Store Bededag også en dag, hvor ingen måtte arbejde før dagens gudstjenester. Det inkluderede også landets mange bagere, der derfor ikke kunne starte dagen tidligt ud med at bage brød og kager.

Fordi at bageren ikke kunne bage på dagen, så måtte han være kreativ, og derfor bagte han de varme hvedeknopper aftenenen forinden.

På den måde kunne borgerne købe deres brød dagen før, og så lune og spise dem på dagen for Store bededag. Med tiden ændrede det sig til, at man også spiste dem helt friske på dagen før Store Bededag.

 

Hvornår skal man spise varme hveder?

Man bestemmer heldigvis selv, hvornår man ønsker at spise sine varme hveder. Dog er det mest almindeligt, at de bliver spist om aftenen før Store Bededag.

Hvis man følger den helt gamle tradition skal de ristes på Store Bededag.

De fleste bagere begynder allerede at sælge dem i ugen op til, så der er rig mulighed for at smage dem. Du kan også følge min hvede opskrift og lave dem helt selv – det er virkelig lækkert.

 

Hvad serverer man til varme hveder?

Helt traditionelt set så spiser man ikke hveder med noget ved siden af. Man smører de lune hveder med et et godt lag smør, men man kan selvfølgelig godt putte noget lækkert pålæg på.

Du kan evt servere en god ost eller syltetøj på, hvis du ikke kun vil spise dem med smør.

Jeg håber, at du kan bruge min opskrift på varme hveder eller hvedeknopper – alt efter hvad du kalder dem!

 

Varme hveder

 

Har du spørgsmål eller har du prøvet denne opskrift? Fortæl mig hvordan det gik!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Du vil måske også kigge på..