Salat med honningbagte gulerødder.
En fantastisk lækker salat med honningbagte gulerødder og cremet feta. De bagte gulerødder er anrettet på en bund af salat, toppet med saltbagte mandler og feta.
Salaten er ret simpel men den er altså virkelig god og kan anbefales at lave. De søde gulerødder der stadig er bid i, med knasende salte mandler og sprød ruccola i bunden er en skøn kombi.
I stedet for saltbagte mandler kan du også prøve disse saltbagte græskarkerner!
Skønne og velsmagende salater med få ingredienser kan faktisk sagtens være nok hvis man kombinerer nogle gode smage.
De 6 portioner som salaten er beregnet til er som tilbehør til et helt måltid. For eksempel hvor der både serveres kød/fisk, brød og kartofler eller andet. Laves der fx kun et stykke fisk eller kød ved siden af så beregn lidt færre portioner i denne opskrift.
Salat med honningbagte gulerødder
Ingredienser
Bagte gulerødder
- 6 store gulerødder,
- 2 spsk olie
- 2 spsk akacie honning
- 1 tsk salt og lidt friskkværnet peber
Derudover
- 50 ruccola eller babyspinat
- 100 g cremet feta
- 50 g saltbagte mandler
Dressing
- 1 spsk akacie honning
- 2 spsk olie
- 2 spsk hvidvinseddike
- ½ tsk salt og lidt peber
Fremgangsmåde
Bagte gulerødder
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
- Skræl gulerødderne og skær dem i grove stykker, ca. 2-2,5 cm. tykkelse.
- Kom stykkerne på en bageplade med bagepapir.Vend det i olie, akacie honning, salt og peber.
- Gulerødderne bages i 15 minutter så der stadig er bid i.
Anret salaten
- Ruccola skylles og duppes i et tørt klæde/viskestykke.
- Når gulerødderne er bagt færdig afkøles de.Ruccola fordeles på et fad og gulerødderne anrettes ovenpå.
- Fetaen smuldres og mandlerne hakkes groft. Fordel det på salaten.
Dressing
- Kom ingredienserne til dressingen i en lille skål og pisk det sammen med en gaffel.Hæld dressingen over salaten, drys. med salt og peber. Velbekomme!
Mere inspiration til opskriften.
- Ruccola er noget som deler vandene og er du ikke til den lidt kraftige smag som salat har, så er frisk babyspinat ideelt at udskifte med.
- Frisk ruccola og spinat skal ikke blandes med dressinger osv. alt for lang tid før det serveres. Bladende bliver meget hurtigt slatne, og det vil være synd.
- Vil du gerne forberede salaten på forhånd? Så kan du klaregøre alle ingredienserne så de er klar til du kan anrette salaten inden maden serveres.
Salat med gulerødder.
Salaten her er under den “nemme” kategori og specielt hvis gulerødderne er bagt på forhånd. Når gulerødderne er bagt er salaten lige at gå til.
Når jeg skal lave salaten fx hvis jeg får gæster, så bager jeg gerne gulerødderne dagen før. Så er salaten meget nem at samle lige inden den skal spises.
Har du overvejet at lave dine egne salbagte mandler, så giv det et forsøg. Det er nemlig så nemt og de smager 100 gange bedre, end dem man køber i butikkerne. De kan også sagtens laves på forhånd og opbevares i en beholder i køkkenet.
Hvis du er fan af gulerødder, der bliver tilberedt, kan du prøve de her bagte gulerødder med pesto og ost. Her bager man hele friske gulerødder, hvorefter der bliver toppet med pesto og ost.
6 Responses
Virkelig lækker og nem salat
Hej Anine,
Tak for din feedback!
Det er så skønt når nemt og lækkert kan forenes.
Jeg er glad for at du kunne lide salaten.
Kh Maria
Virkelig nem og lækker salat
Hej Eva,
Tusind tak!
Jeg er også rigtig glad for den salat.
Og så går den til så meget forskelligt.
Tak for din besked.
Kh Maria
Simpelthen bare favoritsalaten
Hej Majbritt,
Åh hvor er det altså skønt!
Dejligt at opskriften kan bruges.
Jeg er også SÅ glad for den salat.
Tak for at dele det med mig.
Kh Maria