Stegte sild med persillesovs.
Annonce for Sildebranchen. Her finder du opskriften på en skøn omgang stegte sild med persillesovs, kartofler og bagt hokkaido.
Mange af os har helt sikkert fået serveret rødspættefileter med persillesovs og kartofler. Det er en velkendt ret i det danske køkken. Her kan jeg på det varmeste anbefale at prøve og skifte rødspætten ud med sildefileter og ellers servere retten lige som vi kender den med sovs og kartofler.
Du kan også prøve opskriften på marinerede sild med russisk salat.
Det smager virkelig godt og kan spises af hele familien. Derudover er sild en billig spise, det er sundt og er en af de fisk med det laveste klimaaftryk.
Sildefileterne er her vendt i rugmel og derefter stegt på panden. Man kan også sagtens panere dem i mel, æg og rasp.
Stegte sild med persillesovs
Ingredienser
Sild
- 8 sildefileter
- rugmel
- 1 tsk salt og kværnet peber
- smør
- olie
Persillesovs
- 30 g smør
- 35 g mel
- 5 dl mælk
- 1 tsk salt og friskkværnet peber
- 4-5 spsk hakket kruspersille
- Skal fra ½ citron
Hokkaido
- 500 g hokkaido
- 2 spsk olie
- 1 tsk salt og lidt peber
Derudover
- 800 g kartofler
Fremgangsmåde
Kartofler
- Skræl kartoflerne og kog dem i ca. 15 minutter. Sluk for varmen og lad dem står i vandet i 5-10 minutter. Stik en urtekniv i en kartoffel, når den slipper er de færsige.Hæld vandet fra og lad dem stå til de skal serveres.
Bagt hokkaido
- Tænd ovnen på 200 grader (varmluft).
- Halver græskarret og tag kernerne ud.Skær det i grove stykker og læg stykkerne på en bageplade med bagepapir.
- Fordel olie, salt, lidt peber på og vend det rundt.De bages i ca. 20 minutter og er klar til servering.
Persillesovs
- Smelt smør i en lille gryde og pisk melet i.
- Tilsæt mælken lidt efter lidt. Pisk godt så sovsen ikke klumper.Smag til med salt og peber.
- Hak persillen og lige inden sovsen serveres piskes den i. Smag sovsen til med citronskal.
Stegte sild
- Kom rudmel på en tallerken og vend salt og peber deri.
- Paner sildefileterne i rugmelet.
- Kom rigeligt med olie og smør på en pande og lad det smelte.
- Sildefileterne steges i ca. 4-5 min på hver side.
Sild uden skind – Fjern evt. skind inden stegning.
Du behøves ikke selv at skulle ordne dine sild, de kan købes i fileter lige til at komme på panden. Det kan godt skræmme mange at skulle ordne fisk selv. Fordi hvordan gør man lige!?
Jeg kan dog anbefale at prøve. Især hvis du har børn. Sild er som sagt en billig fisk og det er supersjovt at prøve og mærke, skære, lugte og tale om fisken med ens børn. Det havde vi stor succes med!
Når de købes i fileter, er de med skind. Og det kan jeg dog anbefale at fjerne fra fileterne inden de tilberedes. Smagen bliver mere mild og nogle er ikke til at spise skindet på fisk. Jeg foretrækker selv at fjerne det.
Lav snit mellem kødet og skindet i den ene ende og hiv så stille og roligt skindet fra kødet. Husk at øvelse gør mester!
En ret for hele familien.
Denne ret er perfekt til dig, der elsker god klassisk mad. Retten er for alle og er nem at spise, hvis man også gerne vil i gang med at spise lidt mere fisk. Selvom mange har oplevelsen af at sild allermest er noget der serveres på julefrokostbordet og gerne i en marineret udgave, så kan sild så meget mere!
De stegte sild kan også serveres med andet tilbehør til aftensmaden. Eller på rugbrød med remoulade og citron til, som mange også kender!
Tøv ikke med at sætte stegte sild på bordet, hvis du har børn. Ofte kan børn og andre kræsne sjæle MEGET bedre lide stegte sild end de klassiske marinerede sild.
Søger du mere inspiration til mad med fisk? Så kan du her finde andre opskrifter!
Alle de opskrifter du kan finde her på siden, er nemme og til at gå til. Jeg elsker når mad er smagfuld. Men det skal ikke tage for lang tid at lave i hverdagen. Det gør denne ret bestemt ikke!
Fakta om sild.
-
- Sild er nem og sund at servere for hele familien.
- Det anbefales at spise 350 g. fisk om ugen og 200 g. af dem gerne fed fisk.
- Silden er den proteinkilde i Danmark, der har det laveste CO2-aftryk, kun overgået af blåmuslingen (sildens CO2-aftryk er mellem 1kg (fersk sild) – 2,6 kg (marineret sild). Aftrykket på marinerede sild er dermed blandt de laveste animalske proteinkilder. (Kilder: Fødevareministeriets klimakogebog 2009 og Mogensen et. al 2016, CarbonCloud 2021)
- Sild fanges med skånsomme fiskerimetoder, såsom not og flydetrawl.
- Silden er rig på Omega-3 fedtsyrer – Omega-3 er godt for både krop og hjerne (Kilde: Denstoredanske.lex.dk/sild)
- Silden har et højt indhold af A- og D-vitamin, jod og selen. Dette er godt for vores sundhed (immunforsvaret) og ernæring (Kilde: Rådet for Sund Mad).