Gulerodskage uden sukker.
Her får du opskriften på en skøn svampet gulerodskage uden sukker. Til trods for, at der ikke er sukker i, så mangler den bestemt ikke smag eller sødme.
Prøv også denne lækre sukkerfri squashkage, som smager SÅ godt!
Jeg har bagt kagen mange gange til mine gæster, og der bliver altid spist op.
Jeg elsker simpelthen den her kage! Nogle gange har jeg slet ikke nævnt, at den er uden tilsat sukker, og mine gæster har aldrig gættet, at den ikke er en “klassisk” gulerodskage.
Gulerodskage
Ingredienser
Gulerodskage
- 250 g gulerødder, revet
- 160 g sukrin gold
- 3 æg
- 1½ dl olie
- 200 g mel
- 1½ tsk bagepulver
- 1 tsk vanliljepulver
- 2 tsk kanel
- 1 knsp salt
Ostecreme
- 200 g Philadelphia light
- 4 tsk flydende sødemiddel
- Revet citronskal fra en citron
- Citron saft fra ½ citron
- Evt. lidt hakkede hasselnødder tik at pynte med
Fremgangsmåde
Gulerodskage
- Tænd ovnen på 175 grader, (varmluft).
- Riv gulerødderne.
- Pisk æg og sukrin sammen.
- Alle de tørre ingredienser kommes i en skål.Olie og æggemassen vendes i skålen og til sidst vendes de revne gulerødder i.
- Kagen kommes i en springform på ca. 28 cm. med bagepapir.Den bages i ca. 40 minutter.
- Prik evt. med et træspyd i midten og se om kagen hænger ved.
- Kagen tages ud af formen og afkøles helt før ostecremen smøres på toppen.
Ostecreme
- Riv citronskal fint og bland det med Philadelphia light.
- Pres citronsaften i flødeosten og bland flydende sødemiddel i.
- Smør cremen på den afkølede kage.
- Drys evt. med lidt revet citronskal og hasselnødflager på toppen. Velbekomme!
Sund gulerodskage.
Søger du en sundere gulerodskage uden tilsat sukker eller en masse smør, så er denne opskrift perfekt til formålet. I stedet for raffineret hvidt sukker er det brugt sukrin gold og fedtstoffet er olie.
Jeg prøver ofte at lave kager, hvor der ikke er for meget sukker tilsat. Det er ikke fordi, at jeg er sukkerforskrækket, men jeg mener, at kage sagtens kan være lækkert – også når der ikke er så meget sukker i.
Flere i min familie har diabetes. Derfor fristes jeg indimellem til, at afprøve opskrifter som er uden tilsat sukker. Jeg elsker, når jeg kan bage kager, som jeg med god samvittighed kan servere for dem, der helst skal spise mindre af det raffineret sukker.
Det er samtidig fantastisk, når der så ikke bemærkes at “noget mangler”. Om du har sukkersyge eller ej, så er denne kage virkelig lækker!
Mere inspiration til opskriften.
- Kagen kan sagtens fryses. Du kan også sagtens fryse den ned med ostecremen på toppen.
- Kagen kan med fordel fryses ned i stykker. Så kan man tage det antal kagestykker op som der skal serveres.
- Man kan også sagtens søde med andet end sukrin gold. Men hver opmærksom på hvor meget det andet produkt søder i forhold til hvad der fremgår i denne opskrift.
3 Responses
Så faldt jeg da lige over din madblog. Så fine billeder…
Den gulerodskage skal vist da prøves…(måske jeg skifter ud med squash. Det går vel også?)
Hilsen Benedicte
(www.benedictesmad.dk)
Hej Benedicte,
Sikke en fin blog du selv har! Hvor er det hyggeligt at du kom forbi her.
Jeg er sikker på at den godt kan laves i en squash udgave, det må jeg vidst hellere snart selv prøve. 🙂
Dog er gulerødder jo lidt sødere i det end squash, ellers vil foreskellen nok ikke være stor.
De bedste hilsner Maria
Hmmm jeg har Easis flydende sød og Stevia *sukker* pulver i huset….mon det kan bruges og hvor meget ville du i givet fald bruge af hvert produkt?