Bløde pølsehorn

Bløde pølsehorn.

Her får du opskriften på de lækreste, bløde pølsehorn med kærnemælk i dejen.

Prøv også disse bløde kærnemælksboller!

Disse pølsehorn kan roligt kaldes nogle af de allerbedste. I hvert fald af de slags hvor både fuldkornsmel og kerner er undladt i dejen. De smager virkelig godt og er SÅ bløde!

Bløde pølsehorn

De bedste pølsehorn til madpakkerne.
Forberedelses tid: 20 minutter
Samlet tid: 2 timer 20 minutter
12 stykker
Frysegnet: Ja
Holdbarhed: 2-3 dage
Kalorier: 220

Ingredienser

Dej

  • 25 g gær
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 dl lunt vand
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 30 g blødt smør

Derudover

  • 6 hele pølser
  • 1 æg til pensling

Fremgangsmåde

Dej

  • Kom kærnemælk og vand i en skål og opløs gæren deri.
  • Bland derefter æg og sukker i skålen. Sørg for at ægget er helt rørt ud.
  • Tilsæt så hvedemel og ælt dejen godt. En røremaskine er en fordel, ælt dejen ca. 5 minutter og til sidst æltes smør og salt i dejen.
  • Lad dejen hæve i skålen med et stykke husholdningsfilm over i 45 minutter.

Pølsehorn

  • Drys godt med mel på bordet og på toppen af dejen. Så dejen ikke hænger fast i hverken køkkenbord eller kagerulle.
    Rul dejen ud til en stor cirkel på ca. 50 cm. i diameter.
  • Skær dejen igennem lodret og vandret. Du har nu 4 stykker som hver deles i 3. Så du får 12 stykker ialt.
  • På hver trekant lægges ½ pølse på den brede ende og dejen rulles om pølsen ned til den spidse ende.
  • Kom pølsehornene på en bageplade med bagepapir og læg dem så spidsen ligger nedad
    Så går dejen ikke op når de hæver eller bages.
    Fordel hornene på 2 plader.
  • Lad dem efterhæve i 30 minutter under et klæde. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
  • De pensles med sammenpisket æg og bages i 19 minutter.
    Hold lidt øje med ovne kan svinge i grader.
  • Pølsehornene afkøles på en bagerist. Velbekomme!
Udskriv
Del din mad med mig på InstagramBrug @madogkaerlighed eller #madogkærlighed
Pølsehorn med kærnemælk.

De her pølsehorn har jeg bagt med kærnemælk i stedet for almindelig mælk. Kærnemælken er med til at give en meget blød krumme og et dejligt bagværk.

Det kan også være med til at pølsehornene forbliver bløde og friske i længere tid.

Kærnemælk er virkelig en skøn ingrediens i bagværk. Ligesom andre surmælksprodukter er, såsom ymer, A38 og neutrale yoghurts produkter.

Hvis du ikke har kærnemælk, kan du altså erstatte det med ymer eller andre mejeriprodukter.

Brug en røremaskine til brød.

Jeg anbefaler altid at man bruger en røremaskine til sit bagværk, hvis det er muligt. Faktisk til alt det bagværk som kræver en del æltning.

Når det bliver rørt godt og flere minutter på maskinen, så får melet lov til rigtig at arbejde og får masser af luft æltet i. Det er med til at give det allerbedste bagværk.

Det er ikke en nødvendighed, og man kan også ælte denne dej i hånden, hvis du ikke ejer en røremaskine endnu. Er du en der bager meget, så kan jeg kun anbefale dig at købe en – det gør bagværket så meget bedre!

Mere inspiration til opskriften.
  • I denne opskrift kan du sagtens drysse mel på bordet når dejen skal rulles. Den er nemlig så blød og til den klistrede side, at det ikke har nogen indflydelse på det færdige resultat.
  • Et andet lille fif når du skal forme boller er, at du kan udskifte det mel dryssede bord med en smule neutral olie. Ligeledes også på dine hænder. Jeg bruger altid en smags neutral rapsolie. En let klistret dej vil så slet ikke hænge fast på hænderne på denne måde.

8 Responses

  1. Måske et dumt spørgsmål men det vand som gæren skal opløses i skal det være koldt eller lunt? Tak for alle dine skønne opskrifter Maria

    1. Hej Stine,
      Nej det er slet ikke dumt. Mange har spurgt. Hvis væsken er iskold kan det have en indflydelse på gæren og hvor meget dejen hæver.
      Men hvis du bruger varmt vand, så vil det udligne sig meget godt med den kolde kærnemælk.
      Så jeg har har rettet det i opskriften nu, til varmt vand. Så der ikke er forvirring mere 🙂
      Og tak for dine søde ord!
      Kh Maria

  2. Når man fryser dem ned, tager man dem så bare op om aftenen (når man smører madpakke) og så tør de i løbet af natten? Så bliver de ikke tørre?

  3. Nu har jeg lige lavet dem og har brugt kold vand, da der ikke står noget. Så læser jeg hernede at vandet skulle være varm. Hvilket du ikke har rettet

    1. Hej Lisbeth,
      Tak for din besked. Jeg håber at du havde succes med pølsehornene alligevel 🙂
      Jeg har rettet det i opskriften nu. Så nu står der lunt vand og ikke kun vand.
      Kh Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Du vil måske også kigge på..