Græsk salat med kikærter.
Skøn græsk salat med kikærter og feta. Næsten lige som at sidde på Kreta med kølig hvidvin og dyppe brødet i en lækker tzaziki. Men også kun næsten. For selvom smagen på salaten er rigtig god, så bliver det heller aldrig heeeeelt det samme.
Salaten har fået et lille twist i forhold til den mere traditionelle græske salat. Der er tilsat kikærter som, smager virkelig skønt i salaten. Derudover er de mættende som gør, at salaten kan spises som hovedmåltid måske med et godt stykke brød. Men den går lige så fint an, som tilbehør til aftensmaden.
Græsk salat med kikærter
Ingredienser
Salat
- 240 g kogte kikærter, en dåse
- 1 hel agurk
- 5-6 mellemstore tomater
- 1 stort rødløg
- 1 god håndfuld oliven, fx Kalamata oliven
- 100 g feta
Dressing
- 5 spsk olie
- 1 spsk balsamico eddike
- ½ spsk tørret oregano
- ½ tsk salt og lidt friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Salat
- Agurken halveres og det miderste våde fjernes med en ske, før den skæres i skiver.
- Skær tomaterne i både og rødløg i skiver.
- Anret alle ingredienserne til salaten på et halv stort fad.
Dressing
- I en lille skål blandes olie og balsamico eddike sammen og hældes over salaten. Drys med salt, peber og oregano. Velbekomme!
Skal du lave græsk mad, så kan du også se på opskriften på et græsk farsbrød lige her som også går fint i hånd med en portion græske kartofler.
Mere inspiration til opskriften.
- Hvis du nu synes at der er lidt for lidt dressing (!) så kan du jo altid lave lidt ekstra og hælde udover. Eller servere lidt ekstra ved bordet, til dem der ønsker mere på.
- Jeg koger ofte selv mine kikærter. Når jeg gør det, så laver jeg en større portion af gangen. Så er der til flere salater eller andet tilbehør. Du kan sagtens fryses kogte kikærter ned. Det gør jo det hele endnu nemmere.
- Prøv fx denne humus hvis du har ekstra kikærter. Det er skønt tilbehør til aftensmaden eller som en dip til dine grøntsagsstænger.
Ofte anbefaler jeg i mine opskrifter, at man kan lave større portioner og gemme resterne. Evt. for at tage resterne med i madpakken dagen efter. Denne salat er altså allerbedst på dagen hvor den laves. Salaten er med flere våde ingredienser og fx tomaterne gør salaten lidt slatten, dagen derpå.