Havregryns muffins med chokolade og banan
Søde og sundere havregryns muffins uden tilsat sukker. Søger du et sundere alternativ til den søde tand, så er opskriften her et rigtig godt bud! I stedet for sukker er de sødet med banan.
Du kan sagtens lave dine havregryns muffins ekstra søde ved at tilsætte 5 dadler til opskriften. Brug de friske fra papæske, du finder dem i grønt afdelingen i supermarkedet. Jeg bruger til tider dadler til at søde med og det smager skønt!
Du kan sagtens undlade dadler og evt. udskifte chokolade med tørret frugt, mandler, nødder osv. De kannemlig også bruges til morgenmad – måske når du er på farten!
Havregryns muffins
Ingredienser
- 3 æg
- 1½ moden banan
- 2½ dl havregryn
- 1½ dl hvedemel
- 1 dl mælk
- 1 tsk vaniljepulver
- 2 tsk bagepulver
- 80 g mørk chokolade
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
- Mos bananerne, gerne i en skål med en gaffel. Vil du have dadler i, så mos dem sammen med banaerne.
- Pisk æg i en skål, kom bananerne i og tilsæt de øvrige ingredienser på nær chokolade.
- Rør det godt sammen.
- Hak chokoladen i grove stykker og vend det i skålen.
- Kom dejen i 10 muffins forme, gerne silikoneforme.
- De bages i 23 minutter og afkøles derefter på en bagerist. Velbekomme!
Vi er rigtig glade for havregryns muffins når den søde tand melder sig, eftermiddagen eller aftenen! Det er også en lækker sag at komme i børnenes madpakker.
De holder sig fint nogle dage på køl i en bøtte med låg. De kan også sagtens fryses!
Du kan her finde flere opskrifter på kager og søde sager!
19 Responses
Kan man evt erstatte melet med 1,5 dl blendet havregryn, så det bliver så fint som mel?:)
Hej Mette,
Det kan du helt sikkert godt. Men jeg kan ikke garantere for, at de bliver helt som med hvedemel.
Jeg har ikke gjort det i denne opskrift før. Men jeg erstatter ofte med havregryn, når jeg ikke vil bruge mel.
God fornøjelse!
De bedste hilsner Maria
Hej Maria
Jeg vil gerne erstatte mælken, har du nogen erfaringer med alternativer, så som havremælk, mandelmælk eller andet?
Mvh Sofie
hej
Vel gerne bage dem , men ikke som store , hvor langt tid tror du de skal have i ovnen hvis det er mini muffins ?
og tak for alle de gode opskrifter 🙂
Hej Suzette,
Så ville jeg prøve mig frem. Start med at give dem halv tid.
Så kan du evt. tjekke dem ved, at trykke på toppen af dem.
De skal være faste. Men hellere lidt for lidt tid i ovnen end for meget – så de ikke bliver alt for tørre.
Og tak for sine søde ord. Jeg er glad for at du kan finde inspiration.
Kh. Maria
Hej Maria, hvis man kan man bage dem som en kage?
Hej,
Det har jeg ikke prøvet. Så det er lidt svært for mig at svare på.
Jeg ville nok spæde lidt mel til og undlade lidt af havregrynene hvis jeg skulle lave en kage 🙂
God dag.
Kh. Maria
Så er morgenmaden reddet. Disse muffins er perfekte til mine teenagere, som hverken er vågne eller sultne om morgenen, men som alligevel godt ved, at de skal have noget brændstof indenbords.
Jeg lavede dem med mandelmel og 1 spsk hvedemel, fordi jeg havde en rest mandelmel. Tror jeg bruger lidt mindre chokolade næste gang. Det er trods alt til morgenmad.
Hejsa
hvor meget mandelmel kom du så i?
For det lyder da som en god ide i stedfor havregryn
mega gode muffins. Ikke så svære at lave. smager godt. Måske lidt mindre chokolade jeg valgte 50 g. Men ellers virkelig lækre tak for den gode opskrift
Kan det passe at der ikke skal noget fedtstof i?
Hej 🙂
Ja det er helt korrekt at der ikke skal fedstof i denne opskrift.
Kh Maria
Hej Maria
Ved du hvor mange kcal der er i en muffin?
Vi blandede appelsinskal og lidt saft i. Eneste ulempe med den oliefri opskrift var, at de groede helt fast i papirformene. Næste gang vil jeg spraye med lidt olie først.. og nok tilsætte lidt hakkede nødder
Jeg har lige bagt disse muffins, men jeg skiftede havregryn ud med havreklid og kom 100g blåbær i som jeg vendte med ½ dl af melet inden de kom i dejen til sidst. Det var i stedet for chokolade.
De blev rigtig fine men jeg lavede muffinsene lidt mindre og fik 14 små og fine. De fik 23 min. det var helt perfekt.
Dejlig og lækker opskrift.
Virkelig lækre! Ved du hvor mange kcal der er i? De smager ikke helt lovlige
Hej Mie,
Tak – det er jeg glad for at høre.
Nej det ved jeg ikke. Jeg beregner ikke kalorier.
Men du kan evt. undlade chokolade for at få færre kalorier i.
Kh Maria
Halløjsa 🙂
Til dem der spørger, har jeg regnet ud, at der (uden dadler) er ca. 120 kcal. Pr. Muffin, perfekt til et sødt mellemmåltid 🙂
Hej Vicky,
Det er da bare helt perfekt.
Tak for din besked og hjælp til andre 🙂
Kh Maria