Mumie pølsehorn.
Her finder du opskriften på lækre og ikke mindst (u)hyggelige mumie pølsehorn.
Pølsehorn er og vil nok altid være et hit blandt børn og barnlige sjæle.
De her pølsehorn er lige så gode som de almindelige, men her er de bare forklædt som små uhyggelige mumier.
Du kan også prøve at lave mine bedste bløde pølsehorn. De er et hit i madpakken.
Du kan bruge opskriften til halloween, eller når bagningen skal være lidt anderledes. Det er også perfekt at tage børnene med i køkkenet, når mumie pølsehornene skal formes.
Mumie pølsehorn
Ingredienser
Pølsehorn
- 20 g gær
- 1½ dl kærnemælk
- 1 dl vand
- 330 g hvedemel
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 20 g blødt smør
- 16 små pølser
- Lidt mælk
Derudover
- 32 stk sukkerøjne
- Flormelis
Fremgangsmåde
Pølsehorn
- Kom kærnemælk og vand i en skål og opløs gæren deri.
- Tilsæt sukker.
- Kom hvedemel i og ælt dejen godt. En røremaskine er en fordel.Ælt dejen ca. 5 minutter og til sidst æltes smør og salt i.
- Lad dejen hæve i skålen med et stykke husholdningsfilm over i 45 minutter.
- Tag dejen ud på et meldrysset køkkenbord.
- Del dejen i 16 lige store stykker.
- Rul hver klump dej til en lang og tynd "pølse".Jo tyndere du ruller den, jo flere gange kan dejen nå rundt om pølsen.
- Tag en pølse og sno dejen omkring den.Prøv dig frem og se hvad du synes er pænest.
- Gør det samme med alle 16 klumper dej.Fordel dem på to bageplader.
- Lad dem efterhæve i 15-20 minutter under et klæde.
- Pensl med lidt mælk og bag dem ved 180 grader i 18-20 minutter,indtil at de er gyldne.
- Rør en smule flormelis med ganske lidt vand.
- Når de er kølet af, kan du sætte to sukkerøjne på hver med en ganske lille klat glasur. Velbekomme!
Mumie pølsehornene bliver aller bedst, hvis du bager dem på dagen, når du skal bruge dem.
Det er desværre ikke altid muligt at lave dem på dagen, så hvad man også kan gøre er at bage dem nogle dage/uger forinden, fryse dem ned og så lune dem inden servering. På den måde bliver de næsten så gode som nybagte.
Hvis dit barn skal have dem med i skole/på institution, kan du bare tage dem ud af fryseren om morgenen. Så giver du bare barnet dem med i poser/bøtter og så er de tøet op i løbet af ganske få timer.
Her vil jeg anbefale at man venter med at sætte sukkerøjnene på til de har været frosset ned.
Mere inspiration til opskriften.
- Jeg bruger helt almindelige pølsehornspølser, som man efterhånden kan få i de fleste supermarkeder. Fordelen ved dem er, at de allerede har en god pølsehornsstørrelse, så de er ready to use.
- Du kan selv vælge, om du vil bruge almindelige pølser eller ej. Alternativt kan du bruge kyllingepølser, som faktisk også har en rigtig god smag. Det er oplagt at servere for de børn, der ikke spiser svinekød, eller som bare foretrækker kyllingepølsen.