Appelsin smoothie.
Her får du opskriften på en god appelsin smoothie med meget få ingredienser. Smagen er superfrisk!
Prøv også en tropical smoothie med mango, passionsfrugt, appelsinjuice og lime.
En smoothie fungerer godt både som en del af morgenmaden eller som et lettere mellemmåltid. Snup evt. din smoothie med på farten hvis det skal gå stærk om morgenen.
Appelsin smoothie
Ingredienser
- 2 appelsiner
- 3 dl vand
- 100 g gulerod
Fremgangsmåde
- Skræl guleroden og skær den i små stykker.
- Skær skrællen af appelsinerne.
- Kom alle tre dele i en blender og blend til det har en ensartet konsistens.
Smoothie med appelsin og gulerod.
Denne her smoothie indeholder appelsin og gulerod. Det er det, der er med til at give smoothien den flotte orange farve.
Selve smoothien er lidt mindre cremet, end hvis man har brugt bananer eller andre bær, der er mere bløde i konsistensen. Den er meget smagfuld, og den primære smag kommer fra selve appelsinen.
Her er det en fordel at bruge nogle gode smagfulde modne appelsiner. Appelsinerne kan købes året rundt, da de bliver importeret til Danmark, men smagen er desværre ikke lige god hele året rundt.
Særligt i vintermånederne er smagen i appelsiner bedst, og du vil derfor få den best intense smag.
Hvad kan man komme i en smoothie?
Man kan proppe rigtig mange forskellige frugter og grøntsager i en smoothie. For at lave en smoothie skal man have noget frugt/grønt og så en væske, det hele kan blendes sammen med.
Ofte vil man putte jordbær, hindbær, banan, gulerødder, spinat, mango, kiwi, æble eller noget helt andet i den.
Det blendes så sammen med vand, juice, yoghurt, skyr eller lignende. Nogle propper også nogle nødder i sin smoothie, alt efter smag og behag.
Ofte “spiser” vi med øjnene og det er vigtigt at det der serveres, ser indbydende ud. Derfor vil jeg anbefale at man holder dig til en farvenuance. Hvis man blander mange forskellige farver sammen, så vil farven på din smoothie også se lidt mystisk ud. Men det er jo ikke sikkert at det vil betyde noget for smagen.
En god idé kan være at tage nogle af de frugter og bær, der alligevel findes i dit køleskab/fryser. Prøv dig frem med forskellige variationer. Ellers kan du tjekke mine andre opskrifter på smoothies og greenies.
Mere inspiration til opskriften.
- I denne smoothie vil det være oplagt at tilsætte lidt frisk ingefær hvis du er til det. Det smager virkelig godt sammen med appelsin og gulerod.
- Hvis man gerne vil have ekstra appelsinssmag, fordi man har fået appelsinerne uden for sæson, så kan man erstatte vand med appelsinjuice.
- Prøv også Josefines smoothie med jordbær og appelsin. Den er også lavet på appelsiner men med jordbær i stedet for gulerødder. Derudover har den også appelsinsaft i sig for at give en mere intens appelsinsmag.
4 Responses
Jeg tænker det er en fejl at der står “skræmmende” i linje 1? Dog glæder jeg mig til at prøve denne opskrift, den lyder virkelig god! 😀
Hej Ina,
Det har du helt ret i at det var! 🙂 Det var gået lidt stærkt.
Nu er det rettet i teksten og giver lidt mere mening.
Kh Maria
Er guleroden rå eller kogt?
Hej Janni,
Det er rå gulerod.
Men man kan også bruge letkogt gulerod hvis man vil det.
Har man ikke så stærk en blender, kan det godt være en fordel.
Men jeg bruger rå gulerødder i min blender 🙂
Kh Maria