Asiatisk inspireret kyllinglasagne.
Kokosmælk, koriander og rød karry er nogle af ingredienserne i denne asiatisk inspirerede kyllingelasagne. Her får du en helt anden version af den klassiske lasagne, hvor fyldet er lavet med hakket kylling, grøntsager, kokosmælk og rød karry.
Kan du godt lide lasagne i forskellige udgaver, så skal du prøve denne kyllingelasagne med rød karry og kokosmælk. Den smager virkelig skønt og er en dejlig måde at lave lasagne på, når den klassiske version gerne må have lidt nyt liv. Jeg kan anbefale at servere den med en let salat.
Derfor vil du elske denne opskrift
- En anderledes og virkelig lækker version af den klassiske lasagne
- Fyldt med hakket kylling og grøntsager
- Kokosmælk og rød karry giver en skøn asiatisk inspireret smag
- Den er nem at lave og passer godt til hele familien
- Den kan fryses ned, så du nemt har hjemmelavet mad til en travl dag
Prøv også at lave denne her skønne vegetariske linselasagne. Mums den er også god!
Asiatisk inspireret kyllinglassagne
Ingredienser
- 400 g hakket kylling
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 3 spsk olie
- 200 g gulerødder
- 1 rød peberfrugt
- 2 tsk rød karrypasta
- 2 tsk stødt koriander
- 1,5 tsk salt og lidt friskkværnet peber
- 1 lime
- 1 dåse kokosmælk
- 1,5 dl vand
- 100 g frossen spinat
- 12 lasagneplader
- 200 g mozzarella
Fremgangsmåde
- Pil løget og skær i små tern. Pil hvidløg og kom det i en hvidløgspresser.Skræl gulerødderne og skær i fine tern.Skær peberfrugt i fine tern.
- Sauter løg og hvidløg på en varm pande i olie.Kom kød på og brun det af.Tilsæt rød karrypasta, stødt koriander, salt og peber. Vend det sammen med kødet.
- Kom gulerødder og peberfrugt på panden.Hæld kokosmælk og vand ved. Riv skallen fra limen i, halver den og pres saften i.
- Lad det koge op, tilsæt den frosne spinat og lad retten simre i 10 minutter under låg.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Smag saucen til og saml lasagnen.
- I et mellemstort fad kommes lidt af fyldet i bunden.Læg derefter skiftevis lasagneplader, fyld og drys med lidt mozzarella.Gentag så der er 4 lag i alt. Afslut med et lag fyld og drys resten af mozzarellaen på toppen.
- Lasagnen bages i ovnen i 30 minutter. Drys evt. lidt friske koriander på toppen. Velbekomme!
Tips til kyllingelasagnen
- Du kan sagtens fryse lasagnen ned, hvis I ikke får spist det hele. Herhjemme laver jeg ofte en dobbelt portion, når jeg går i køkkenet. Så kan jeg fryse nogle gode rester ned og tage dem op en anden dag, hvor tiden er lidt mere knap.
- Det er også oplagt at lave en dobbelt portion og have nem mad til to dage i løbet af ugen. Det er så skønt, når hverdagsmaden allerede er klaret.
- Det er altid lækkert at bruge frisk mozzarella på toppen. Du kan dog sagtens bruge almindelig revet mozzarella, hvis det er det, du har.
- Har du andre grøntsager liggende i køleskabet, kan du sagtens komme nogle af dem i retten. Det er en god måde at få brugt de grøntsager, du allerede har.
Kyllingelasagne med karry og kokosmælk.
Når man siger lasagne, tænker mange nok på den helt klassiske italienske lasagne med kødsovs og tomat. Men lasagne kan sagtens laves på mange forskellige måder.
Den klassiske version er selvfølgelig super lækker, men denne her kyllingelasagne kan altså noget helt særligt. Du skal stadig bruge lasagneplader og toppe med mozzarella, men fyldet er helt anderledes end det, vi kender fra den traditionelle lasagne.
Lasagnen er lavet med en kødsovs af hakket kylling, kokosmælk og grøntsager. Den røde karrypasta giver retten masser af smag, mens kokosmælken gør saucen cremet og rund.
Opskriften kan sagtens spises af hele familien. Den er ikke stærk, men du kan godt smage den røde karrypasta. Hvis du laver den til børn, kan du sagtens holde igen med karrypastaen. Og hvis du gerne vil have mere styrke, kan du tilsætte lidt chili.
Du kan finde mere inspiration til aftensmaden lige her.
Ofte stillede spørgsmål
Kan kyllingelasagnen fryses?
Ja, det kan den sagtens. Lad lasagnen køle helt af, inden du fryser den ned. Den er perfekt som nem aftensmad i en travl dag.
Kan jeg bruge andre grøntsager?
Ja. Du kan sagtens tilpasse fyldet efter, hvad du har i køleskabet. Det gør også opskriften god til at få brugt grøntsagsrester.
Er kyllingelasagnen stærk?
Nej, den er ikke stærk, men den røde karrypasta kan godt smages. Hvis du ønsker mere styrke, kan du tilsætte chili.
Kan jeg bruge revet mozzarella?
Ja. Frisk mozzarella er lækker på toppen, men almindelig revet mozzarella fungerer også rigtig fint.





6 reaktioner
Mmmh den skal jeg prøve i aften!
Er det en stor eller lille kokosmælk, du bruger? 🙂 Tak for nogle skønne opskrifter, de er populære herhjemme. Vh Josephine
Hej Josephine,
Måske du allerede har lavet retten – men du får alligevel et svar med på vejen.
Det er en almindelige “stor” kokosmælk der skal bruges til opskriften.
Rigtig god dag til dig,
De bedste hilsner Maria
Jeg vil bare lige efterlade en anbefaling! Denne ret har vi efterhånden på menuen minimum en gang om måneden! Det er nemt, smager fantastisk og hvis man laver en stor portion kan den fryses ned og gemmes til de dage hvor det skal gå lidt stærkt
Virkelig lækker lasagne, som hele familien blev meget positivt overraskede over. Vil blive en fast del af madplanerne 🙂
Har du jævnet selve lasagnefyldet, inden du har samlet den?
Synes det er meget meget flydende..
Men smagen er der..
Hej Camilla,
Nej jeg jævner ikke fyldet
Lasagnepladerne suger meget væske under tilberedningen. Hvis lasagnen er meget våd efter den har været i ovnen kan man med fordel lade den stå og trække i 10-15 minutter. Så sætter den sig endnu mere.
Jeg håber at mit svar kan bruges
Kh Maria