Sprøde fiskenuggets
Her får du opskriften på lækre og sprøde fiskenuggets. En skøn familievenlig hverdagsret.
Fiske stykkerne er vendt i en rasp der hedder panko. Det er en asiatisk udgave af den traditionelle rasp, som vi kender i det danske køkken. Raspen er grovere og får derfor en mere lækker og sprød krumme. Det er utrolig lækkert! Du kan finde pankorasp i asiatiske supermarkeder og efterhånden har flere og flere supermarkeder også denne type rasp.
Du kan selvfølgelig også altid vælge den velkendte rasp men jeg vil virkelig anbefale dig, at prøve panko!
Du kan servere de sprøde fiske stykker, som en lækker opgraderet udgave af Fish´n chips. Sprød fisk & pomfritter – det kan de fleste vel lide. Du kan også vælge at servere en nem salat til, kartofler og måske en slags kold dip?
Fiskenuggets
Ingredienser
- 250-300 g kulmule eller torsk
- 1 dl hvedemel
- 2 dl pankorasp
- 1 æg sammenpisket
- 1 tsk salt og lidt peber
- Olie til stegning
Fremgangsmåde
- Skal du lave tilbehør - så start med det.
- Skær fisken ud i passende stykker - ikke for store.
- Vend fisken i mel, æg og til sidst i raspen - det er en klistret affærre men det skal nok blive rigtig godt.
- Kom alle stykkerne på en tallerken, klar til at komme på panden.
- Opvarm en pande med rigeligt olie og kom halvdelen af fiskestykkerne på.
- Fisken steges i ca. 3 minutter på hver side, tages af panden, drysses med salt og er derefter klar til servering. Velbekomme!
Jeg kan også anbefale dig at lave nogle små nye kartofler til. Stegt på panden og toppet med masser af dild og flagesalt. Et godt tip til kartoflerne er, at du koger dem i ca. 15 minutter, derefter kommer dem i rindende kold vand, hælder vandet fra og steger dem så på en knald varm pande med olie. Så får du lækre skønne kartofler.
Fiskenuggets kan kun være et hit hos hele familien og det er da en skøn måde at spise mere fisk på – ikke sandt!?
Du kan finde mere inspiration til nemme fiskretter her!