Madplan uge 26.
Så er madplanen til uge 26 klar. I denne uge er den mexicansk inspireret. Jeg synes at det er en lækker madplan uden at være alt for besværlig.
Madplanen med indkøbsliste er lavet til 2 voksne og 2 børn.
Vær opmærksom på portioner/mængder i de enkelte opskrifter. Nogle af dem skal tilpasses 2 voksne og 2 børn. Men det har jeg taget højde for på indkøbslisten.
Mit bedste madplans-tip er altså at genbruge maden. Brug resterne dagen efter til aftensmaden og tænk nogle dage dobbeltportioner ind i madlavningen. Så sparer du dig selv for at lave en helt ny ret hver dag. Det frigiver både tid og sparer penge i madbudgettet. Derfor laves der fx. også dobbelt kylling mandag, da der skal bruges samme slags kylling om tirsdagen.
Både torsdag og lørdag skal der bruges syltede rødløg. Du kan med fordel lave dem tidligere på ugen og har har du de lækre syltede rødløg til at toppe retterne med i løbet af ugen. Personligt så bliver jeg aldrig træt af dem og bruger dem til alverdens mad.
Madplan uge 26.
Mandag: Mexibowl med krydret kylling.
Tirsdag: Quesadilla med kylling. Lav en portion guacamole til og evt. lidt grøntsagsstave eller en let salat.
Onsdag: Rester fra mandag og tirsdag.
Torsdag: Madpandekager med krydret svinekød.
Fredag: One pan med laks og asparges.
Lørdag: Halloumi burger med en nem salat.
Søndag: “Alt godt fra køleskabet”. Vi spiser de rester som der er og gør klar til en ny uge!
Når du genbruger maden så sparer du dig selv for at lave en helt ny ret hver dag. Det frigiver også både tid og sparer dig nogle penge i madbudgettet.
Lidt info.
Mexi bowls om mandagen. Det er en salat og derfor er der ikke noget ekstra mættende i, såsom pasta, ris eller andet. Måske I gerne vil have det, det er også nogle gange meget rart hvis der er børn der spiser med eller en ekstra sulten person. Her vil jeg anbefale ris. Det er nemt at spæde bowlen op med, billigt og mættende. I opskriften har jeg lavet hjemmelavet tortillachips af en rest madpandekager. Jeg vil anbefale at I køber en pose tortillachips. Det er super lækkert i salaten og er der flere tilbage, så gem dem til tirsdag- og onsdags maden.
Om mandagen laver I også kyllingen til om tirsdagen. Det er den samme slags kylling der bruges og det gør madlavningen tirsdag endnu mere.
Quesadilla med kylling om tirsdagen. Her er der beregnet en quasadilla til hver. Måske I spiser mere eller mindre? Lav gnavegrønt til, en salat eller hvad I har lyst til. Men husk endelig guacamole.
Madpandekagerne om torsdagen serveres med en nem hjemmelavet dressing. Lav evt. lidt ekstra og så har I dressing til saksen dagen efter.
Halloumi burger om lørdagen. Her kan I evt. lave en nem salat til. Følger I hele madplanen så er der lidt ekstra grønt fra indkøbslisten til at lave en salat. Jeg synes ofte det er lækkert at lave en gang ovnbagte kartofler til en hjemmelavet burger. Måske fordi man er vant til burger og fritter er et godt sæt!? Hvis I har lyst til det så husk at købe ekstra kartofler til denne dag.
Indkøbsliste.
Frugt/grønt.
- 2 majskolber
- 2 pakker hjertesalat
- 1 iceberg
- 4 avocadoer
- 500 g tomater
- 1 agurk
- 500 g rødløg
- 1 hvidløg
- 3 lime
- 1 potte basilikum
- 1 kg kartofler
- 1 blomkålshoved
- 1 bundt asparges
Mejeri.
- 300 g cheddar
- 500 g cremefraiche
- 1 pakke halloumi ost
Kød/fisk.
- 1 kg kyllingebryster
- 4 koteletter
- 4 stykker laks
Kolonial.
- 3 pakker madpandekager
- 1 pose tortillachips
- 4 burgerboller
Det du (måske) har i køkkenet.
- Lys lagereddike
- Sukker
- Mayonnaise
- Sriracha chilisauce
- Ketchup
- Olie
- Spidskommen
- Paprika
- Kanel
- Flydende honning
- Salt og peber